Lær stauden bjergvalmue at kende
Dyrk stauden bjergvalmue
- Silkebløde meget smukke blomster.
- Bjergvalmue en juvel i staudebedet.
- Blå bjergvalmue mest populær.
- Engelsk valmue med klare gule blomster.
- Nepalsvalmue i smuk purpurrød.
Bjergvalmueslægten, Meconopsis, tilhører valmuefamilien, Papaveraceae. Slægten indeholder omkring 50 arter, der alle undtagen én er hjemmehørende i Asiens bjergområder. Valmuefamilien giver en del hovedbrud for dem, der arbejder med at identificere og artsbestemme planter. Forskellige sorter krydser hinanden, når de vokser tæt på hinanden i haver og parker, hvilket skaber nye hybrider, der skal navngives korrekt. For havegartneren er det ikke realistisk at være opdateret hele tiden, men det er godt at vide, at en art pludselig kan ændre sin videnskabelige slægt og dermed sit navn.
De fleste arter vokser vildt i deres hjemlige områder, men nogle dyrkes, og i takt med at interessen for bjergvalmuer øges blandt haveejere, stiger lysten til at lære mere om slægten, dyrkning og pleje. Blandt de omkring 50 arter af bjergvalmuer er kun nogle få flerårige, altså stauder. Det er hovedsageligt disse arter, der tiltrækker havegartnere verden over.
Blå Valmuesøster
Den mest populære blandt de flerårige arter er gruppen kendt som Blå Valmuesøster. Den omfatter arterne Meconopsis betonicifolia, Meconopsis grandis og Meconopsis simplicifolia. M. betonicifolia blev opdaget i 1913 af en oberst ved navn Frederick Marshman Bailey, mens han deltog i en Himalaya-ekspedition. Derfor omtales arten også som Meconopsis baileyi, og der pågår diskussioner om at ændre navnet fuldstændigt.
De rene arter af Blå Valmuesøster (bjergvalmue) er beundringsværdige med en spektakulær himmelblå farve på de silkebløde, store blomster. I dag findes der også lilla og hvide sorter af blå bjergvalmue, for eksempel M. betonicifolia 'Hensol Violet' og M. betonicifolia 'Alba'.
Skovvalmue
Den mest fremtrædende blandt de omkring 50 arter af bjergvalmue er stauden Skovvalmue, Meconopsis cambrica. Slående smuk med sine knaldgule blomster over luftige, parfligede blade. Den stammer ikke fra Asiens højder, som alle de andre, men fra de bjergrige egne i Vesteuropa på Den Iberiske Halvø, i Pyrenæerne og på Centralmassivet i Frankrig, samt fra visse dele af Wales, England og Irland . Carl von Linné gav i midten af 1700-tallet skovvalmuen det videnskabelige navn Papaver cambricum og anså den dermed for at tilhøre valmueslægten. Engang i det 19. århundrede besluttede en fransk botaniker og bjergvalmue-entusiast ved navn Louis G. Alexandre Viguier, at skovvalmuer skulle tilhøre den dengang nydefinerede slægt Meconopsis, og gå under navnet Meconopsis cambrica. Monsieur Viguier baserede sin beslutning på, at skovvalmuernes pistiller er formet som de andre arter, der er en del af bjergvalmueslægten.
Valmuesøster
En sjældenhed blandt staude-bjergvalmuerne er den rigtblomstrende Valmuesøster, Meconopsis napaulensis. Blomsten er normalt lilla, men lavendelblå og lyserøde blomster forekommer også. Bladene er dybt fligede med en smuk silkeagtig glans.
Lysgroende frø
Tid til at lægge frøene i jorden, siger vi. Dette er ikke altid rigtigt, fordi mange frø er lysgroende; de har brug for lys for at spire og bør derfor ikke dækkes med jord, men skal kun presses forsigtigt ned mod jordoverfladen, så de kommer i kontakt med den fugtige jord. Frøet kan også dækkes med et tyndt lag vermiculite, et lermineral, der slipper lys igennem og hjælper med at holde på fugten i jorden. En god indikation af, om et frø kan tænkes at være lysgroende er, hvis det er lille.
Så flerårig bjergvalmue
Flerårige bjergvalmuer sås enten indendørs fra januar til maj eller udendørs om efteråret. Frøene er lysgroende. Så i priklejord blandet med 1/4 muld og 1/4 perlit eller finkornet grus. Hvis frøene er rigtig små, kan de blandes med sand, så de lettere fordeles jævnt over jordoverfladen.
Hvis såningen sker indendørs, og frøene ikke spirer inden for en måned, stilles de i køleskabet i cirka en måned og derefter udendørs et skyggefuldt sted.
Dyrkning og pleje af staude-bjergvalmue
Alle bjergvalmuer på nær én, skovvalmuen, stammer fra Asiens bjergområder. De steder, hvor de vokser, er fugtige og henligger halvt i skygge. Jorden på bjergskråningerne er veldrænet, så planterne bliver ikke våde om fødderne om vinteren. Det er vigtigt at tænke sig om og finde et miljø i haven, der ikke adskiller sig for meget fra bjergvalmuernes hjemegn. Så vælg et sted i halvskygge med fugtig, løs jord, der tørrer op i løbet af vinteren. Dette sætter skovvalmuen også pris på. Mange oplever, at bjergvalmuer især trives, hvis jorden er let sur, så jordforbedring med tørve- eller rhododendronjord er en god idé.
Et trick blandt mange bjergvalmueavlere for at hjælpe planterne med at få stærke rødder er at klippe blomsterknopperne af i den første sæson. Kraften går så til roddannelse i stedet for produktion af blomster og frø. Gør det ondt i gartnerens hjerte at klippe knopperne af, hjælper det roden lidt ved først at fjerne blomsterne det første år, når de er visnet, inden der dannes frøkapsler.
Om vinteren kan du tilbyde bjergvalmuer et beskyttende dække med blade eller granris.
Bjergvalmue nordiske skønheder
Takket være deres oprindelse er bjergvalmuer hårdføre langt nordpå. Blå valmuesøster klarer sig godt op til zone 6, skovvalmuer og valmuesøster (Meconopsis napaulensis) til zone 4 og endnu højere, hvis de tilbydes ideelle vækstbetingelser. Heldigvis for avlere i nord bringer kulde ekstra spektakulær farve til blomsten, især til blå valmuesøster.
Bjergvalmuer er virkelig en juvel i nordiske haver, hvor de skiller sig ud som fashionable kusiner til vores elskede indfødte røde valmuer.
Impecta Fröhandel
